Hvad kan Georges Batailles tænkning bidrage med i det post-faktuelle samfund? Spørgsmålet stilles af performeren Eja Due (DK) og koncertpianisten Eriko Makimura (JP)
Eriko Makimura og Eja Due tager favntag med Georges Batailles filosofiske tematikker gennem en række performative koncerter. I dialog med eksperter i erotik, filosofi og Bataille dykker de ned i hans univers.
Klaveret, musikken, performeren og Georges Batailles pirrende og æggende citater er omdrejningspunkter i en performance, hvor sansning og tanke hænger uløseligt sammen, hvor samspillet mellem Ejas sanselige indgang til George Batailles værker og Erikos voldsomme, performative fortolkninger af klassisk musik kan give publikum lyst til at gå på opdagelse i hans verden.
Forestillingen blev vist under CPH STAGE 2017 i Juhl-Sørensens koncertsal i Københavns Nordvestkvarter, og den efterfølgende debat med filosoffen Asger Sørensen viste en interesse i og øget forståelse af Batailles univers.
Koncept og performer: Eja Due
Koncept og pianist: Eriko Makimura
Dramaturgisk konsulent: Gritt Uldall- Jessen
Filosofisk konsulent: Asger Sørensen